Chapter 73

Visselig, god er Gud mod Israel; mod dem, der er rene af Hjertet!

Mine Fødder var nær ved at snuble, mine Skridt var lige ved at glide;

thi over Dårerne græmmed jeg mig, jeg så, at det gik de gudløse vel;

thi de kender ikke til Kvaler, deres Livskraft er frisk og sund;

de kender ikke til menneskelig Nød, de plages ikke som andre.

Derfor har de Hovmod til Halssmykke, Vold er Kappen, de svøber sig i.

Deres Brøde udgår af deres Indre, Hjertets Tanker bryder igennem.

I det dybe taler de ondt, i det høje fører de Urettens Tale,

de løfter Munden mod Himlen, Tungen farer om på Jorden.

Derfor vender mit Folk sig hid og drikker Vand i fulde Drag.

De siger: "Hvor skulde Gud vel vide det, skulde den Højeste kende dertil?"

Se, det er de gudløses kår, altid i Tryghed, voksende Velstand!

Forgæves holdt jeg mit Hjerte rent og tvætted mine Hænder i Uskyld,

jeg plagedes Dagen igennem, blev revset på ny hver Morgen!

Men jeg tænkte: "Taler jeg så, se, da er jeg troløs imod dine Sønners Slægt."

Så grundede jeg på at forstå det, møjsommeligt var det i mine Øjne,

Til jeg kom ind i Guds Helligdomme, skønned, hvordan deres Endeligt bliver:

Du sætter dem jo på glatte Steder, i Undergang styrter du dem.

Hvor brat de dog lægges øde, går under, det ender med Rædsel!

De er som en Drøm, når man vågner, man vågner og regner sit Syn for intet.

Så længe mit Hjerte var bittert og det nagede i mine Nyrer,

var jeg et Dyr og fattede intet, jeg var for dig som Kvæg.

Dog bliver jeg altid hos dig, du holder mig fast om min højre;

du leder mig med dit Råd og tager mig siden bort i Herlighed.

Hvem har jeg i Himlen? Og har jeg blot dig, da attrår jeg intet på Jorden!

Lad kun mit Kød og mit Hjerte vansmægte, Gud er mit Hjertes Klippe, min Del for evigt.

Thi de, der fjerner sig fra dig, går under, - du udsletter hver, som er dig utro.

Men at leve Gud nær er min Lykke, min Lid har jeg sat til den Herre HERREN, at jeg kan vidne om alle dine Gerninger.