| Chapter 88 |
2
| HERRE min Gud, jeg råber om dagen, om Natten når mit Skrig til dig; |
3
| lad min Bøn komme frem for dit Åsyn, til mit Klageråb låne du Øre! |
4
| Thi min Sjæl er mæt af Lidelser, mit Liv er Dødsriget nær, |
5
| jeg regnes blandt dem, der sank i Graven, er blevet som den, det er ude med, |
6
| kastet hen imellem de døde, blandt faldne, der hviler i Graven, hvem du ej mindes mere, thi fra din Hånd er de revet. |
7
| Du har lagt mig i den underste Grube, på det mørke, det dybe Sted; |
8
| tungt hviler din Vrede på mig, alle dine Brændinger lod du gå over mig. - Sela. |
9
| Du har fjernet mine Frænder fra mig, gjort mig vederstyggelig for dem; jeg er fængslet, kan ikke gå ud, |
10
| mit Øje er sløvt af Vånde. Hver Dag, HERRE, råber jeg til dig og rækker mine Hænder imod dig. |
11
| Gør du Undere for de døde, står Skyggerne op og takker dig? - Sela. |
12
| Tales der om din Nåde i Graven, i Afgrunden om din Trofasthed? |
13
| Er dit Under kendt i Mørket, din Retfærd i Glemselens Land? |
14
| Men jeg, o HERRE, jeg råber til dig, om Morgenen kommer min Bøn dig i Møde. |
15
| Hvorfor forstøder du, HERRE, min Sjæl og skjuler dit Åsyn for mig? |
16
| Elendig er jeg og Døden nær, dine Rædsler har omgivet mig fra min Ungdom; |
17
| din Vredes Luer går over mig, dine Rædsler har lagt mig øde, |
18
| som Vand er de om mig Dagen lang, til Hobe slutter de Kreds om mig; |
19
| Ven og Frænde fjerned du fra mig, holdt mine Kendinge borte. |